HAR DU TABT SUTTEN ELLER HVAD?

Vlog Episode 23+24
11. juli 2017
INTET ÆNDRER SIG FØR DU ÆNDRER DIG
28. juli 2017
Show all

HAR DU TABT SUTTEN ELLER HVAD?

Der er sundhedsapostle i dette land (ja i hele verden) som jeg faktisk vil sige er deciderede usunde for dig og dit overordnede velbefindende, hvis du tager deres ord for gode varer.

Jeg nævner naturligvis ingen navne, det må stå for din egen regning og hvem du vælger at tro på har de vise sten til din:

  • Flade mave
  • Gode form
  • Markerede overarme
  • Stramme lår
  • Faste baller
  • Stærke skuldre

Ved at love dig at din krop bliver lige som du vil have det, ved at fortælle dig at du skal:

– Følge deres kostplan i x antal uger
– Fjerne det farlige
sukker – brød – frugt – pasta – alkohol – kartofler mm.
– Indse du har fordøjelsesproblemer hvis din mave er oppustet
– Fortæller at det kun er i x antal uger du skal følge planen og så er den hellige gral velforvaret
– Detoxe i x antal dage for at udrense ‘giften’ i din krop (ja for det gør den jo ikke selv, dåhh)
– Bruger ord som ‘aldrig’ eller ‘altid’ ifht. kostprincipper
– At morgenmåltidet er det største og vigtigste måltid på dagen
– At frokosten er det største og vigtigste måltid på dagen
– At aftensmaden er det mindste måltid på dagen
– Hvor vigtigt det er dit blodsukker ikke falder og derfor helst skal spise min. hver halve time (overdrivelse fremmer forståelsen)
– At det er bedst ikke at spise mellemmåltider overhovedet
– Listen er uendelig du fortsætter den bare….

Hold nu k*ft med alt det plammer og kom tilbage til virkeligheden – og du skal ikke mindst komme tilbage din sunde fornuft, hvis du lader dig forføre af alt det crap.

Her er en pandang til ovenstående.

– At følge en kostplan i x antal uger vil naturligvis give dig resultater, men med største sandsynlighed også sparke dig tilbage til start, ja måske endda endnu længere tilbage end før. Fordi du er ikke en maskine, men et menneske med følelser og instinkter og derfor kan du ikke leve dit liv efter en madplan, der fortæller dig hvad du må spise og ikke må spise. Det er dømt til at mislykkes og yderligere bliver du fanget i et helt latterligt kontrolhelvede, som f*cker dig op fra inderst til yderst. Tro mig her, jeg har selv været der og hjulpet hundredvis af kvinder ud af samme loop. Yderligere er det at følge en plan og lade sig diktere blindt, uden en vis portion skeptisk og sund fornuft det samme som at fralægge sig ansvaret for sit helbred og overordnet sundhed, fysisk såvel som mentalt. Tænk lidt over det, i stedet for at sætte dig ned og tude eller lade dig provokere og vende det blinde øje til. Sidstnævnte fastholder dig i at kunne komme videre, det andet kan udvikle dig og give dig dit gennembrud, hvis du tør åbne op, være ærlig og sårbar overfor dig selv. ÅBEN OP!

 

– At leve i askese og selvfornægtelse, som det er når du udelukker fødevarer som f.eks brød, pasta, sukker, alkohol mm. vil højst sandsynlig blive en farlig cocktail af hjernevask og en social begrænsning. De færreste i verden kan leve et liv (og har lyst til at leve et liv), hvor de skal give afkald på alt nydelse, fordi det er en del af vores kultur og en (dejlig) del af at være i livet, især socialt. Du møder derfor heller ikke mennesker med deres forstand i behold, som er stærke (mentalt som fysisk, samt følelsesmæssigt begavet), er i form og har nogenlunde styr på sig selv, som fornægter sig disse ting. Hvis du gør, så er der med stor sandsynlighed en ubalance indeni dem (og selvfølgelig findes der ikke regler uden undtagelser, men de få der lever under ‘ekstreme forhold’ hele livet, befinder sig i en verden, som hverken du eller jeg kan eller skal forholde os til, og respekt for dem i øvrigt).

 

– Fordi du er en tyk trunte (eller har en oppustet mave) og indimellem har ondt i din lidt for tykke mave, behøver det ikke betyde du har fordøjelsesproblemer, som at du ikke kan tåle gluten, sukker eller fedt og derfor bliver nødt til at skulle leve uden eller detoxe/udrense helt ekstremt for at blive ‘rask’. Det kan oftest også afhjælpes med blot at begynde at leve sundere, fysisk som mentalt og lave lidt om her og der, på den nuværende uhensigtsmæssige livsførelse, du alt for længe har praktiseret.

 

– Der findes ikke ‘aldrig’ eller ‘altid’ ifht. mad. Det er et sidespor af format at bevæge sig nedad. Sort/hvid tankegang når det handler om kost, har ledt de fleste ud i et alt for ekstremt forhold til både dem selv og det der ellers skulle handle mest om nydelse og overlevelse. Til gengæld findes der ‘det meste af tiden’ – ‘ofte’ – ‘både og’ – ‘mådehold’ – ‘nydelse’ og ’sund fornuft’, men aldrig ‘alt eller intet’. Brændemærk venligst det i panden på dig selv, så du ikke går ned ad den vej igen.

 

– Hvad der er det største og bedste måltid på dagen og hvornår vi skal spise eller ikke spise er fuldstændig individuelt ifht. hvem vi er, hvordan vores hverdag er skruet sammen, vores gener, ja hvordan vores overordnet livsstil fungerer. Derfor er det også ‘farligt’ at gå ud at postulerer, at det der virker for ‘mig’ det skal du også bare gøre, så virker det også for dig. Det er jo langt fra virkeligheden, så vær sød at blive på egen halvdel og begynd i stedet at gå på opdagelse i dig selv, dit liv og din egen krop og hvad der fungerer bedst og stærkest for dig. Det kræver selvfølgelig lidt mere tid end bare at gribe ud efter en eller anden plan eller dagsorden en selvudnævnt ekspert har lagt online eller skriver i en bog og siger vil ændre dig og din krop for altid. Men med alt den tid du indtil nu med stor sandsynlighed har brugt på at få din store forvandling igennem sådan noget vås, kunne du for længst havde været i mål, endda med din forstand i behold.

 

Men hør nu her, det er aldrig for sent og hvis du læser denne blog til ende, så er det mit STORE ønske og håb at du vågner op NU, vender snuden indad og lader din sunde dømmekraft råde over i hvilken retning du skal gå og ikke mindst hvem du tror på og lader bestemme din skæbne. Hvis du alt for godt kender til de her rutsjebaneture jeg beskriver, hvor du har ladet dig forføre og tryllebinde og måske lige nu sidder og føler dig som et offer og klynker over du heller ikke har hvad der skal til, så er det på tide at vende pladen engang. Fordi sandheden er, at den situation du sidder i lige nu, er blevet til ud fra omstændigheder du selv har skabt. Det gode er, at du også kan få dig selv ud på den anden side igen. Men det kræver en indsats og en ny, bedre og mere oplyst strategi. Er du villig til det, kan du udrette ‘mirakler’ for dig selv.

Lad derfor alarmklokkerne ringe fra nu af, hvis du læser om disse sundhedseksperter, hvor det primært KUN handler om at inkassere popularitet, omtale og penge baseret på bondefangeri og uvidenhed. Lad dig heller ikke forblinde selvom de her ‘guruer’ har masser af popularitet, følgere eller får opmærksom i medierne. Dem der er villige til at sælge mest ud får meget tit meget opmærksomhed og taletid. Hvorfor? Fordi lortet sælger og tryllebinder dig til at tro der findes noget for ingenting, som at følge noget og udelukke noget andet i x antal dage/uger/måneder. Og nej det er ikke en helhjertet indsats at hoppe på den vogn, selvom det kan føles hårdt nok imens det står på – men en helhjertet indsats er det ikke. Fordi en sådan tager tid og sker ved at du er parat til at vende vrangen ud på dig selv og derigennem opnå en permanent forandring, fysisk som psykisk. Dit endelige gennembrud og forvandling har ikke en skid med mad at gøre når alt kommer til alt. Sund mad og nydelse er en del af at behandle sig selv godt selvfølgelig, men det er ikke kun der du finder dit wake up call og kommer til at elske dig selv, med hud og hår, incl. din krop. Det er naivt at tro og derfor oplyser jeg dig om det, hvis du stadig måtte leve i den illusion. Du er klogere end det. Nej vent, du er stærkere end det, det ved jeg bare!

 

Ønsker du mere motivation til at komme videre og i en stærkere og sundere retning, hvor du tager din power tilbage og styrer slagets gang? Så kan du finde inspiration i mine fire bøger og især den seneste ‘KOM SÅ’, som netop handler om at få et godt forhold til mad og ikke mindst dig selv. Næste forsendelse er d.19 juli og derefter igen d.3 august pga. sommerferie. Du finder dem HER.

Tjek også foredraget ‘SUNDHED UDEN FILTER’ rundt omkring i landet fra efteråret 2017 HER.

For mere daglig inspiration kan du følge med på InstagramFacebook og YouTube.

Kommentarer

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *