LADER DU DIG INSPIRERE ELLER PROVOKERE?

INTET ÆNDRER SIG FØR DU ÆNDRER DIG
28. juli 2017
TAG DIT VALG
19. august 2017
Show all

LADER DU DIG INSPIRERE ELLER PROVOKERE?

Da jeg i sin tid selv besluttede at steppe op, og rykke videre fra min fastgroede hverdag og virkelighed, fandt jeg naturligvis også rollemodeller/idealer/idoler, som jeg kunne lade mig inspirere af. Rollemodeller som på hver deres måde, fik mig motiveret til at bevæge mig henimod mine egne ønsker. Rollemodeller, lærere, guruer (kært barn har mange navne) som jeg så op til og som havde gået vejen selv, og steppet op mentalt. Det samme ifht. en sund og stærk krop, og tilsvarende ifht. at få mere kontakt til og med mig selv følelsesmæssigt. I mit privatliv og i forhold til min forretning, har det bla. været samme model jeg har brugt.

 

Før jeg tog beslutningen om at starte min forandringsrejse, kunne jeg sagtens blive både provokeret, misundelig eller endda lettere nedtrykt, når jeg så og læste om alle dem der ‘gik vejen’ og havde succes med sig selv.

 

I dag er jeg helt bevidst om, at det dengang aldrig handlede om dem, men om mig og mit, til tider, lave selvværd. Men også manglende power til at stoppe med at klynke, og en gang for alle lægge den indsats i det, der skulle til for at komme til at leve et liv tættere på mig selv, og et liv som var mere sandt for mig. Personligt som professionelt.

 

Tror du at jeg nogensinde i dag har fortrudt, at jeg vendte pladespilleren dengang og begyndte at vende snuden ind mod mig selv, i stedet for at projicere det hele ud mod andre og verden? Jeg kan fortælle at det er den bedste investering jeg nogensinde har gjort og gør, det hårde arbejde i og for mig selv. Som selvfølgelig både har kostet blod, sved, tårer, tid og penge for at nå hertil. Sandheden er, jeg ville gøre det hele om og om igen, fordi jeg nu ved hvad der ligger på den anden side og venter. Derfor stopper min rejse i den forbindelse heller aldrig igen. Fordi alternativet er at gå i stå, som jeg nu godt ved hvad medfører, og det bliver et nej tak herfra.

 

Det er vigtigt for mig at nævne i samme ombæring, at jeg derfor aldrig kommer til at lægge under for, eller lader mig begrænse, af mennesker som bliver provokeret af det jeg skriver eller siger. Eller dem der kan blive forarget (eller få det dårligt med dem selv) over at jeg f.eks viser noget hud, om det er i forbindelse med sport, en tur på stranden/poolen eller sågar hjemme i min egen stue! Hud, som i øvrigt ikke er så politisk korrekt at vise for tiden for visse ‘prædikanter’, fordi der hverken er for lidt eller for meget fedt på kroppen, og fordi jeg ikke lider af selvhad eller kropshad, og det gør jo (ifølge nogle), at mange af samme køn kan få det dårligt med sig selv, ved at udsætte sig for at glo på det.

Hold nu k*ft!  Det ville de med 99,9 % sikkerhed alligevel få, fordi det er gemt i dem i forvejen. Andre kan ikke forårsage, at vi får det dårligt med os selv. Det bor allerede indeni os, og at tro det hjælper ‘bare’ at vende ryggen til det vi ikke bryder os om at se (fordi det vil jo kræve vi ser på os selv) – så ‘går det nok væk’ – er en illusion og selvbedrag på højt niveau. Pt. ser det ud til at vi lever i en tid, hvor vi hellere vil gøre idealer og idoler forkerte end smøge ærmerne op, lade os inspirere af dem der går vejen, og komme hen imod mere af det vi ønsker os. Ikke at forveksle med,  at prøve på at opnå at være dem. Det er præcis derfor de er idoler eller idealer, og der det går galt, for dem der ikke kan skille tingene ad. Du eller jeg skal ikke være dem – ligesom jeg ikke skal være dig, og du ikke skal være mig, men derimod lade sig inspirere til at blive den stærkeste udgave af en selv.

 

Jeg – og min forretning – er i verden for at INSPIRERE dem, der virkelig ønsker at ændre deres liv til det bedre. Det er der mit fokus er. Det er det og dem jeg henvender mig til. Hvad alle andre mener om mig, har jeg for længst sluttet fred med. Beskedent sagt er jeg forholdsvis varm på mig selv (indeni som udenpå), og ved jeg er med til at ændre dele og gøre en forskel i mange menneskers liv. Jeg tror på og elsker mig selv, og jeg elsker dem jeg hjælper (der findes mange slags kærlighed), og vil gøre hvad som helst for at de lykkes. Når dagen er omme og alt kommer til alt, er dét det vigtigste for mig. Yderligere er jeg ikke en sucker for, at folk følger mig for enhver pris. Følg mig hvis du får noget ud af det og kan håndtere det, og lad for Guds skyld være, hvis det modsatte er tilfældet.

 

Hensigten med denne blog er, at hvis du også kan genkende, at noget eller nogen tricker dig (ordentlige mennesker naturligvis, ikke idioter, de tricker os alle med god grund), så er det måske en god idé, at begynde at spørge dig selv, hvorfor? Hvad handler det om? Og handler det om (som der er stor sandsynlighed for), at det faktisk er fordi du selv allerinderst inde, går og ønsker dig forandring? Så kan du nu overveje, at begynde at lade dig inspirere, i stedet for at lade dig provokere og vende det blinde øje til. Fordi førstnævnte bringer dig tættere på det der virkeligt er sandt, nemlig en endnu bedre, stærkere, sundere og mere oplyst udgave af dig selv.

 

Til sidst, overvej også hvem det er du lader dig inspirere af. Dem der fastholder dig i ikke at komme videre, og derfor kun giver et momentant lykkerus, eller dem der rent faktisk kan være med til at vise dig vejen mod flere muligheder, noget mere powerfuldt og et endnu stærkere liv.

 

Skriv i øvrigt gerne nedenfor i kommentarfeltet hvem der har inspireret dig i krop, sind og hjerte. Fordi vi er ikke bare vores krop (men det er eddermame en god ide, at passe på den og have det godt i den) eller vores hoved (her er det også en god ide at udvikle sig, for at det bakker os op det meste af tiden) eller vores følelser (som det også er en god ide at få styr på, så de ikke styrer os i en uhensigtsmæssig retning, hverken med alt for mange eller for lidt af dem).

Kommentarer

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *