HVEM GIDER GLIDE I GRAVEN MED EN PORRE HÆNGENDE UD AF MUNDVIGEN?

SUND OG NEM HVERDAGSMAD
9. januar 2018
Show all

HVEM GIDER GLIDE I GRAVEN MED EN PORRE HÆNGENDE UD AF MUNDVIGEN?

Hvis du måtte have fået den opfattelse, at jeg skulle have været et af Guds bedste børn, så kan jeg hermed oplyse, at det ikke er tilfældet.

I ultra korte træk har jeg fyret den af på alle parametre i mit liv, som f.eks at have drukket mig i hegnet flere gange end jeg kan tælle til. Jeg har pulset løs på cigaretter (og udforsket det der var stærkere ), så jeg i perioder til sidst var grøn i hovedet! Jeg har kørt nok junk food og kage indenbords i mine sene teenageår og tidlige tyvere, så der til sidst ikke var et øje tørt (eller en krumme tilbage, om du vil). Af samme årsag opbyggede jeg også 12 kg ekstra fedt på sidebenene. Jeg har ligget i fosterstilling af kærestesorger i flere måneder, op til flere gange endda, som udover en mentalt nedsmeltning også resulterede i et tyndt og slapt kadaver. Jeg har danset til den lyse morgen min. et par gange om ugen, flere år i træk, så begrebet nattesøvn var en by i Rusland og i øvrigt total overvurderet. Jeg har været ked af mine skæve tænder store dele af mit liv og derfor undgået at smile ‘med tænderne’ (jeg tog mig dog til sidst sammen, investerede og fik dem rettet i en sen alder, fordi jeg kunne og brændende ønskede det). Jeg har været ude på et sidespor med min ellers altid elskede sport, hvor træning var drevet fra et destruktivt sted. Jeg har haft en periode hvor mad var en besættelse i mit hoved og badevægten ligeså, som bla. resulterede i selvhad og isolation. Jeg har gjort ting i livet hvor jeg efterfølgende har tænkt ‘DET gjorde du bare ikke’. Jeg har raget uklar med og mistet nære relationer fordi jeg ikke ville gå på kompromis med mine værdier (og i øvrigt stadig ikke vil). Og meget meget mere, hvor jeg sikkert også har fortrængt en del.

Ville jeg gøre noget om eller har jeg fortrudt noget af det?

Nej! For det hele har bla. været med til at skabe og forme hvem jeg er blevet til i dag. Selvom jeg stadig ikke er en hellig ko. Mit liv og livet med mig bliver aldrig ‘leverpostej’ eller et liv levet på alt for mange kompromiser. Jeg bliver heller aldrig hende der f.eks synes det er fedt og delikat at spise spelt eller at sidde i skrædderstilling dagen lang og meditere for et bedre liv (ikke at der er noget forkert i det). Jeg kommer heller ikke til at fortælle andre de skal gøre det, for den sags skyld. Jeg ønsker at leve livet fuldt ud. Med masser af sundhed naturligvis, som kommer fra et oprigtigt ønske om at passe på mig, for mig. Det meste jeg foretager mig i dag skal også være drevet af lyst og passion ellers gider jeg ikke fortsætte. Samtidig skal der også altid være en STOR portion rock’n’roll og plads til sjov og spas i mit liv.

For helt ærligt, hvem gider glide i graven med en porre hængende ud af mundvigen med ordene ‘hvor var det godt jeg huskede at få mine 700 g grøntsager hver eneste f*cking dag og samtidig var standhaftig  til ALTID at sige ‘NEJ TAK’ til kage?’ Ja det bliver ikke mig! Og nej, jeg siger ikke at man så bare skal p*sse på sig selv og være ligeglad, for det fører oftest intet godt med sig. Mit råd er, tag dig selv seriøs, gå op i og brug tid på dig selv indefra og ud, fordi det er en del af at være selvopretholdende og at kunne udvikle sig.

Jeg vil personligt når alt kommer til alt, hellere komme ræsende ind fra højre, med 200 km i timen, hudafskrabninger på knæene og direkte ned i grusgraven, med ordene ‘WOW sikke en tur’! Fordi jeg ikke bare overlevede på spelt, grøntsager og ‘nul sukker’, men derimod LEVEDE – på godt og ondt! Mit ønske er når enden er nær, at jeg formåede at fyre den af, imens jeg også passede på mig selv undervejs, udviklede mig, gjorde en forskel for andre og fik en større forståelse for og indblik i, at verden var større end hvad jeg engang først antog. Jeg udvidede, udviklede og UDLEVEDE, med hud og hår. Det er mit ønske det bliver mit eftermæle.

Min hensigt med det jeg beskæftiger mig med er at hjælpe mennesker, med at definere (eller omdefinere) hvad en sund livsstil egentlig indebærer. Min erfaring og kontakt med flere tusinde mennesker igennem de sidste mange år, viser mig nemlig, at de fleste mennesker tror man skal leve ‘ekstremt’ for at leve sundt og at der ikke må være nogle ‘ridser i lakken’. Selvfølgelig skal de fleste  ændre mange dårlige vaner og opbygge nye af slagsen i deres proces. Men at leve en sund og stærk livsstil indebærer så meget mere end blot ‘kost og træning’ og min mission er blandt andet, at formilde hvordan man forener en stæk og sund livsstil med stor livskvalitet og en god portion selv(k)ærlighed.
Ønsker du at komme nærmere det hele, så find inspiration på mine sociale medier (FB, Insta, YouTube,), kom til et af mine Foredrag, køb mine Bøger eller invester i dig selv og en Camp, Personligt forløb, Online forløb eller LivsstilsCoaching forløb.

Kommentarer

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *