PLUS/MINUS 25 KG PÅ 20 ÅR

VEJEN TIL HELVEDE ER BROLAGT MED GODE INTENTIONER OG DÅRLIGE UNDSKYLDNINGER
11. marts 2018
‘SÅ GIV SGU DA PIGEN EN IS!’
19. maj 2018
Vis alle

PLUS/MINUS 25 KG PÅ 20 ÅR

“Fire dage før min 40-års fødselsdag trådte jeg ind af døren hos Krisztina. F***** up og f****** fed up!!
F***** up og uden retning på min mad, motion eller krop. Fed up af ikke at være i stand til at ændre det. Eller rettere… ændre det permanent. Af at føle mig fanget i gamle mønstre og utallige bortforklaringer og undskyldninger. Og så lige tilsat en kæmpe portion skyld og skam.

Efter mindst 20 års rundrejse i alverdens kure var mit forhold til mad blevet fuldstændig forskruet. Jeg kan tælle kalorier i søvne, men kunne ikke finde ud af, hvornår jeg var mæt eller sulten. Kunne efter alle de år ikke finde ud af, hvad jeg skulle spise eller hvor meget. Jeg havde periodevis opstillet så mange regler for mad, at jeg glemte at mærke efter, hvad jeg havde lyst til,og hvad der gavnede min krop.

Jeg har gennem de sidste 20 år vejet plus/minus 25 kilo – og det er fraregnet mine graviditeter. Men jeg har ALDRIG været tilfreds, uanset om jeg vejede 60 eller 85 kilo. Om jeg løb halvmarathon eller ej.

Inden jeg trådte ind af døren til Krisztina, havde jeg hørt om hende og følt mig tiltrukket af hendes ’no bullshit’- attitude, men det var et laaangt tilløb, der skulle til, før jeg skrev den første mail. Siddende på en bænk i solen med følelserne helt uden på tøjet skrev jeg, at jeg gerne ville blive en bedre udgave af mig selv, efter jeg de sidste to år igen bare var blevet tykkere og tykkere.
Jeg kan sagtens hjælpe dig, var svaret, og hurtigt fik vi planlagt den første måned.

Og den startede med mødet på Krisztinas kontor. Jeg var ved at dø af en mærkelig blanding af nervøsitet og forventningens glæde over at skulle i gang. Og fire nanosekunder inde i dette møde, græd jeg første gang!! Fordi Krisztina kan noget med mennesker, og hun fik i hvert fald lynhurtigt sporet sig ind på mig.

Dagen efter skulle vi så mødes til træning. Altså, sådan noget træning, der foregår i et rigtigt træningscenter, hvor der er andre mennesker. Og så kan man tale om at se frygten i øjnene. Gange tusind. Jeg turde ikke gå ind!! Stod på trappen og ventede på Krisztina, og i bagklogskabens helt ulidelige klare lys var det virkelig dumt, men også meget sigende om, hvordan jeg havde det. Jeg turde virkelig ikke gå ind!!

Den første måned trænede jeg 2-3 gange om ugen med Krisztina i et individuelt forløb og blev hver eneste gang presset ud af min comfortzone. Hvis jeg mødte en ny øvelse eller udfordring med et ”det kan jeg ikke”, svarede Krisztina altid: ”Det kan du lære”. Og hold nu kæft, hvor har jeg lært meget. Om mad, motion men ikke mindst mig selv.

På Krisztinas opfordring deltog jeg efterfølgende på Camp Next Level og blev endnu engang skubbet ud af min comfortzone.

Nu skulle jeg også dele mine deller med andre og hoppe i takt. Men det var fedt, og i skrivende stund er jeg i gang med endnu en Camp.

Jeg er blevet ved med at træne med Krisztina 1-2 gange om ugen, og derudover træner jeg også selv. Det vil sige, at jeg nu tør gå alene ned i et center og træne. Altså, træne, så sveden springer, og pulsen hamrer. Og træne ved siden af de stærke drenge med de tunge vægte, hvor jeg p.t. løfter op til 55 kg – og det havde jeg ALDRIG troet!! Og jeg var aldrig kommet dertil uden Krisztina!! Hun motiverer, opmuntrer, inspirerer og ind imellem råber hun også. Kun lidt og kun lidt højt, men det virker!!

Jeg er ikke helt i mål, men jeg er tættere på end nogensinde før. Jeg er sikker på, at jeg er på rette vej, og at det denne gang er en permanent ændring. Vægttabet er gået langsommere end før – i skrivende stund minus 13 kilo fedt på 5 1/2 måned, men i modsætning til de tidligere gentagne ‘hurtige løsninger’, er jeg med mentalt denne gang. Forskellen fra tidligere er markant, og selv om jeg før har vejet mindre end nu, er jeg lige nu meget mere tilfreds med min krop, end jeg på noget tidspunkt har været i mit voksne liv. Jeg har lært at prioritere mig selv og min sundhed. Og – meget vigtigt – jeg har lært at slippe skylden og skammen og træffe bevidste valg if.t min krop og min mad.

Det er ikke min fortjeneste alene, men i høj grad også Krisztinas, selvom hun helt sikkert vil sige, at det er mig, der har gjort alt det hårde arbejde, og indsatsen har været min. For uden hende og det hun kan, var jeg aldrig blevet ved. Hun har lært mig SÅ meget!!

Jeg er markant stærkere og sundere på alle fronter end den dag, jeg trådte ind på Krisztinas kontor. Det har været hårdt på alle mulige måder, og ind i mellem er det stadig svært. Og når det er svært, er Krisztina ALTID klar til at hjælpe. Og ikke kun med det fysiske. For uden de mentale forandringer/redskaber hun har givet mig, var det aldrig lykkedes. Hun forstår at perspektivere og sætte tingene i mit hoved på plads. At sortere vås fra virkelighed og seriøst kigge mig i øjnene og holde fast. Krisztina er insisterende som få og insisterer på, at det ALTID nytter, og man ALTID kan blive bedre. Jeg er kæmpe fan og har ikke fortrudt min mail til hende ét sekund.

Det har kostet blod, sved og tårer, og jeg er stolt af hver en vabel, blåt mærke, tåre og hudafskrabning!!”
Kirstine, 40 år, sygeplejerske.

Ps. Kirstine træner ikke længere sammen med undertegnede, da hun godt selv kan finde ud af den del på egen hånd. 

Kommentarer

Kommentarer