Der er visse ting man aldrig skal glemme.
Ikke fordi de var værre end alt andet. Men fordi de afslørede noget. De viste, hvad der egentlig bor i et folk, når presset kommer.
Det interessante var aldrig vaccinen. Du må mene, hvad du vil om den. Det interessante var, hvor lidt der skulle til. En statsminister stillede sig op i bedste sendetid, svingede pisken og sagde “hop”. Og et helt land spurgte “hvor højt?”, før hun var færdig med sætningen.
På coronapressemødet den 8. november 2021 sagde Mette Frederiksen det rent ud. Det må godt være mere besværligt at være uvaccineret end at være vaccineret i Danmark lige nu. Og hun lagde ikke skjul på resten. Hun tænkte selv over, hvordan man kunne lægge yderligere pres på dem, der ikke var vaccineret.
Landets statsminister stod for åben skærm og overvejede højt, hvordan livet kunne gøres mere surt for et mindretal af hendes egne borgere. Etik-forsker Pia Søltoft kaldte skiftet ved navn. Fra fællesskab til en udskamningsretorik, en opdeling i “dem” og “os”.
Og pointen, som ingen turde sige højt dengang: de få var reelt få. Danmark lå blandt de mest lydige i hele Europa. Der var ingen oprørsk masse at tæmme. Der var et mindretal, man kunne pege fingre ad uden risiko. Så det gjorde man. Ikke fordi det var nødvendigt. Fordi det var nemt, og fordi det føltes dydigt.
Det er dér, masken falder. Et folk, der kan udskamme sine egne på kommando, har afsløret, at det vil gøre det igen. Næste gang. Mod hvem som helst. Så snart en autoritet giver dem lov og medierne bakker det op.
Og vi har siden set det. Med Trump.
For da Demokraterne og hele deres woke maskineri endelig blev væltet, og republikanerne tog magten tilbage ved et demokratisk valg, skiftede den røde presse spor fra den ene dag til den anden.
Nu skulle præsidenten ikke kritiseres. Han skulle udskammes. Og et folk, der havde øvet sig i præcis den disciplin under corona, var hurtige til at falde ind i geleddet. De havde bare manglet en ny fjende, og nogen til at pege på ham.
Da ordren lød, gik de samme mennesker i takt igen. Hver anden dansker valgte bevidst amerikanske varer fra, og en Facebook-gruppe voksede fra et par tusinde til næsten 100.000 medlemmer. Symbolet blev Coca-Cola. Og her bliver det næsten for godt. Den cola er blevet tappet på Carlsbergs bryggeri i 91 år, af danske hænder, til danske lønninger. Carlsbergs egen direktør måtte forklare, at Danmark var det eneste land i verden, hvor de for alvor kunne mærke boykotten.
Forstå det lige. For at straffe Amerika straffede de Fredericia. De ramte deres egne kolleger og kaldte det modstand. Virkeligheden blev vendt på hovedet af presse og politikere, og folket nikkede og hældte sodavanden ud, mens nogle af dem sad i kommentarsporene og ønskede en fremmed vestlig statsleder død.
Det er ikke overbevisning. Overbevisning koster noget. Det her koster ingenting. Det er flokken, der finder den retning, hvor man kan føle sig modig uden nogensinde at stå alene.
Så lad mig sige det, som det er: I solgte ikke ud, fordi I blev presset. I solgte ud, fordi I fik lov. Fordi nogen med autoritet pegede og sagde “dem dér”, og I var taknemmelige for endelig at vide, hvem I måtte foragte.
Faren var aldrig den, der svingede pisken. Faren var, hvor mange der stod klar til at takke for slaget.
Samme strategi der gennem historien altid er brugt. Samme mønster. Og hvis ikke du er vågen, men lader dig rive med, så bliver du en af dem.
*Jeg skriver det ikke for at udskamme dig, der lod dig rive med. Det er ikke min hensigt med opslaget. Jeg skriver det, fordi jeg tror på, at du er mere end flokken. At du kan tænke selv, hvis du vælger det. Og fordi det eneste, der nogensinde har brudt mønstret, er de få, der turde stå stille, mens alle andre marcherede. Vær’ en af dem.❤️🔥🪽✝️