Hvad har Lars Løkke og Moderaterne tilfælles med vindmølleindustrien?

Hvad har Lars Løkke og Moderaterne tilfælles med vindmølleindustrien?

Mere end de bryder sig om at tale om.

Lad os tage fakta. Ikke rygter eller teorier. Men fakta.

Et: Kapitalfonden Copenhagen Infrastructure Partners, en af verdens største investorer i havvind, har givet økonomisk støtte til Moderaterne og til flere af partiets kandidater. Det har Løkke selv bekræftet… efter først at have afvist det hele.

To: Som udenrigsminister satte Løkke sig i spidsen for regeringens interne havvind-udvalg og arbejdede aktivt for at genåbne den ordning, som CIP’s kæmpeprojekt i Nordsøen var afhængig af. Han mødtes med CIP’s repræsentanter mindst to gange undervejs. Embedsfolk beskrev internt, at regeringstoppen pressede på for en løsning, der ville give netop CIP en fordel over konkurrenterne.

Tre: Da oppositionen kaldte ham i samråd, kaldte han kritikken for kandidat til “konspirationsteoriernes award”. Bagefter indrømmede han pengene.

Fire: Moderaterne er det eneste parti, der har brugt et hul i loven til at hemmeligholde sine donorer fra valgkampen 2022. Vi ved altså ikke, hvem der betalte for at få Løkke tilbage til magten. Det må vi ikke vide.

Fem: Foreningen, der samler millioner ind til Moderaterne fra hemmelige donorer, mistænkes nu af Indsamlingsnævnet for to år i træk at have afleveret urigtige regnskaber. Myndigheden truer med politianmeldelse. Det er ikke min påstand. Det er Justitsministeriets eget nævn.

Og nej, jeg påstår ikke, at Løkke er købt. Det kan jeg nemlig ikke. Ingen kan. Regnskaberne er mørklagte.

Og det er præcis pointen.

En minister, der modtager penge fra en havvind-investor. En minister, der kæmper for samme investors milliardprojekt. Et parti, der nægter at vise, hvor pengene kommer fra.

Hvis det her var sket i et land, vi normalt løfter pegefingre ad, hvad ville vi så kalde det?

Døm selv.

Kilder: Altinget, TV2, Zetland, Kristeligt Dagblad.